(Opdateret klokken 10.04)
Iklædt en khakifarvet fangedragt, glatbarberet og med langt hår, der ifølge hans forsvarsadvokat skulle lukke lyset ude i nattetimerne, gik australske David Hicks mandag ind i den retssal, hvor terrorsagen mod ham skulle føres.
Nogle timer efter kunne han forlade den igen i vished om, at han med overvejende sandsynlighed kan vende tilbage til sit hjemland.
David Hicks valgte nemlig at erklære sig skyldig i at have støttet en terror-bevægelse, der var involveret i fjendtligheder mod USA, skriver AP.
Skridtet var ventet af mange, da David Hicks forsvarsadvokater i de seneste dage har udtalt, at han havde opgivet håbet om en retfærdig retssag og nu bare håbede at komme hjem. Det ser nu ud til at ske.
- Hvis jeg var en mand, der væddede, ville jeg sige, at oddsene er gode for, at Hicks kommer hjem inden udgangen af året, sagde Morris Davis, der er chefanklager ved Guantanamo-retten, ifølge AP.
David Hick s forsvarsadvokater skal nu sammen med anklagerne nå frem til en straframme, der kan ligge på alt mellem 20 års fængsel og livstid. Strafudmålingen kan komme allerede senere på ugen.
David Hicks blev fanget i Aghanistan i 2001. Han har siddet fængslet på Guantanamo i fem år.
Sagen mod David Hicks er den første mod en Guantanamo-fange siden lejren blev oprettet i 2001.
I øjeblikket sidder der cirka 385 fanger på Guantanamo. USA har tidligere meldt ud, at det regner med at rejse tiltale mod 60-80 af dem.