Fodboldforbundet i Australien befinder sig stadig i en seriøs krise, der kan betyde, at Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) skrider ind.
Ved det årlige møde i Australiens Fodboldforbund (FFA) lykkedes det ikke at få vedtaget en beslutning om at udvide medlemsantallet i FFA og dermed gøre forbundet mere demokratisk.
Det skriver AFP.
Fifa havde sat 30. november som deadline for, at det australske forbund selv kunne få styr på sin organisation i ledelsen.
Da det ikke lykkedes, opfordrer FFA til, at Fifa overtager kontrollen af forbundet i det daglige og etablerer et udvalg til formålet.
- Vi vil nu tale med Fifa og finde ud af, hvilke skridt der skal tages for at løse problemet, så vi kan få en større og mere repræsentativ kongres.
- Vi har debatteret det her i mere end et år, og vi er skuffede over, at medlemmerne ikke var i stand til at være enige nok om en udvidelse af kongressen, siger Steven Lowy, der er formand for FFA.
Ifølge den australske avis The Sydney Morning Herald lykkedes det akkurat ikke FFA at hente den fornødne opbakning til udvidelsen.
Det krævede opbakning fra otte af ti nuværende medlemmer, men kun syv medlemmer stemte for forslaget.
Det fik Greg Griffin, der er klubbernes repræsentant i forbundet, til at skyde med skarpt mod formanden.
- Steven Lowy har tabt omklædningsrummet. Når det sker i sport, er det meget svært at komme tilbage. Jeg tror, Fifa er nødt til at skride ind, siger Griffin ifølge avisen.
En Fifa-delegation mødes i næste uge i Abu Dhabi, og her ventes det, at Fifa beslutter, om man vil nedsætte et udvalg, der skal lede det australske forbund gennem krisen.
Hvis Fifa beslutter denne løsning, vil det først kunne lade sig gøre fra januar, da det efterfølgende skal godkendes på et højere niveau i Fifa.
Ifølge avisen har Fifa tidligere indført disse udvalg i Argentina, Thailand, Grækenland og Guinea.
/ritzau/