Opdateret kl. 07:03
Lørdag endte som en "frygtelig dag" i den australske delstat New South Wales, hvor landsbyen Balmoral blev så godt som udslettet.
Det oplyser delstatens premierminister, Gladys Berejiklian, natten til søndag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Ødelæggelserne er chokerende. Vi har fået frygtelige nyheder om, at der ikke er meget tilbage af byen Balmoral, siger hun.
I flere australske delstater kæmper tusindvis af brandfolk med flere end 200 aktive brande.
Lørdag var kombinationen af en hedebølge og uforudsigelige, stærke vinde med til at eskalere situationen omkring de største brande.
To civile mistede lørdag livet under brandene i delstaten South Australia, mens to megabrande nær Sydney spredte sig voldsomt i New South Wales.
Og den ene af disse to megabrande har nu fortæret det meste af byen Balmoral, der ligger omkring 100 kilometer sydvest for Sydney, står det nu klart.
Brandvæsenet er ved at opgøre de præcise ødelæggelser efter den katastrofale lørdag.
- Vi taler om dusinvis af hjem og dusinvis af bygninger, siger brandkommissær Shane Fitzsimmons på et pressemøde ifølge The Guardian.
- De seneste 24 timer kan vi tale om hundredvis af hjem i delstaten, som vil blive tilføjet til listen over denne sæsons ødelæggelser.
Den anden megabrand nær Sydney har formået at bestige en bjergskråning på 200 meters højde. Det viser en optagelse, som blandt andet det australske medie 9 News har bragt.
Søndag morgen lokal tid er temperaturerne faldet, hvilket giver brandmyndighederne en chance for at få kontrol over de mange brande.
Men de største brande ser ifølge brandvæsenets vurdering ikke ud til at kunne slukkes uden betydelig regn.
Og dermed er der ikke udsigt til, at brandene for alvor kan komme under kontrol før godt ind i januar, oplyser brandkommissæren.
/ritzau/