Denne beværtning er uden skam målrettet bøsser, står der på et skilt ind til baren Peel Hotel – og herefter følger en række advarsler om, at halvnøgne mænd og alvorlig flirt kan forekomme.
Peel Hotel er om noget en bøssebar, og nu har baren også fået den australske delstat Victorias ord for, at personalet må afvise heteroseksuelle fra beværtningen udelukkende på grund af deres seksualitet. Barens bestyrer har længe ønsket muligheden, men på grund af landets antidiskriminationslove har det ikke været muligt.
Ifølge bestyreren af baren har specielt kvinder til polterabender gjort, at barens homoseksuelle gæster følte sig udstillet og gjort til grin, siger han til australske medier. Staten Victorias domstol til særlige affærer begrunder blandt andet undtagelsen med, at bøsserne faktisk bliver diskrimineret af de mange ikke-homoseksuelle gæster.
- At se på barens mandlige gæster som en slags underholdning eller et spektakel, som skal stirres på som dyr i en zoologisk have, er nedsættende og umenneskeligt. Det er, selvom det er mere subtilt, endnu en form for seksuel diskrimination eller ydmygelse. Derfor er det efter min mening i orden at gøre en undtagelse for loven, skriver domstolens præsident i en udtalelse.
Herhjemme har det tidligere homoseksuelle diskotek Pan tidligere kritiseret, at der kom for mange heteroseksuelle gæster.
Læs hele den australske domstols udtalelse her