Fundet af dansk smør på en australsk indenrigsflyvning har efterladt mejeri-præsident Chris Griffin rasende.
Under en flyvetur fra Melbourne til Devonport opdagede præsidenten for United Dairy Farmers of Victoria, at flyselskabet Qantas foretrækker dansk Lurpak frem for australsk smør.
"Jeg var chokeret over at få serveret importeret smør fra Danmark. Det er vanvittigt, at et australsk flyselskab bruger internationalt smør," siger han.
Mejeripræsidenten tog derfor et billede af smørret, som han sendte til avisen Weekly Times.
Den australske landbrugsminister, der er gået ind i sagen, deler dog ikke mejeripræsidentens holdning.
Han kalder valget af dansk smør for:
"En passende kommerciel beslutning for Qantas."