Krypterede meddelelser på internettet benyttes hyppigt af kriminelle og ekstremister, og for at lette politiets arbejde vil den australske regering tvinge globale teknologiselskaber som Google og Facebook til at afkode den slags beskeder.
Det fremgår af et nyt lovforslag om cybersikkerhed, som regeringen fredag har fremsat ifølge AP og andre nyhedsbureauer.
Loven vil give domstole beføjelse til at beordre it-firmaer til hurtigt at dekryptere mistænkelig kommunikation.
Inspirationen til forslaget kommer fra Storbritannien, oplyser den australske premierminister, Malcolm Turnbull.
I november vedtog parlamentet i London en lov, der giver de britiske efterretningstjenester vidtrækkende muligheder for overvågning af kommunikation. Blandt andet på sociale medier.
Ifølge Malcolm Turnbull vil internetselskaber under den nye lov have de samme forpligtelser som telefonselskaber, der skal bistå politiet eller efterretningstjener, hvis de bliver anmodet om det.
For at få adgang til kommunikation på internettet skal myndighederne have en dommerkendelse, fremgår det af forslaget.
- På grund af den høje grad af kryptering har vi et reelt problem, med at retshåndhævende myndigheder i stigende grad er ude af stand til at finde ud af, hvad terrorister, narkohandlere og pædofiligrupper har af planer, siger Malcolm Turnbull ifølge AP.
- Vi vil tvinge det igennem, hvor vi kan, men vi vil have brug for, at teknologiselskaberne samarbejder, tilføjer han.
Ifølge den australske regering vil nogle it-giganter måske være modstandere af en sådan lov.
Men "moralsk ved selskaberne, at de bør" samarbejde, siger Turnbull.
- Der hersker en meget nyliberalistisk kultur i teknologisektoren, især i USA, som er ret regeringsfjendtlig, siger Turnbull.
Han tilføjer, at "det ikke bliver en nem nød at knække" at få it-selskabernes accept.
- Men de kan ikke bare vaske deres hænder og sige, at det ikke har noget med dem at gøre, fastslår han ifølge AFP.
Mike Phelan, chefen for det føderale politi i Australien, oplyser, at krypterede informationer i løbet af få år er vokset fra at udgøre tre procent til nu over 55 procent af den trafik på internettet, som politiet overvåger.
/ritzau/