Ved en ceremoni i staten Victorias hovedstad Melbourne i dag blev de 209 ofre for de værste skovbrande i Australiens historie mindet.
Den australske premierminister Kevin Rudd holdt tale og sagde bl.a., at de nedbrændte huse og byer vil blive genopbygget.
Mange af deltagerne ved ceremonien var blevet kørt til Melbourne i busser fra de berørte områder i den nordlige del af staten. Her har folk mistet deres hjem, biler og lokalsamfund til flammerne.
De voldsomme brande har sat gang i den største brandefterforskning i Australien nogensinde. En person er allerede anholdt for brandstiftelse, mens politiet mener, at endnu en af de mange brande kan være påsat.
Brandfolk arbejder stadig på at slukke ilden efter "sorte lørdag", som den 7. februar nu kaldes. Der er desuden et mindre antal lig, som man mangler at finde.