Australien vil indføre et tre måneder langt amnesti for folk, der har ulovlige våben.
Det sker, efter at landet har oplevet ekstremistiske angreb på det seneste, hvor ulovlige skydevåben er blevet brugt.
Det er første gang i mere end 20 år, at australske politikere tager sådan et skridt.
Den australske justitsminister, Michael Keenan, siger, at lokale kan indlevere illegale skydevåben til myndigheder fra 1. juli uden at blive retsforfulgt.
- Vi lever i en tid, hvor vores nationale sikkerhedsmiljø er blevet forringet. Desværre har vi set, at illegale skydevåben er blevet brugt i angreb i Australien, siger han.
Australien har en af de mest strikse våbenlovgivninger i verden. Loven blev strammet gevaldigt, da en attentatmand dræbte 35 personer på øen Tasmanien i 1996.
Siden er antallet af mord med skydevåben faldet drastisk. Det har blandt andet fået flere amerikanske politikere til at anbefale, at man følger Australiens eksempel.
Siden Australien forbød alle halvautomatiske rifler og shotguns og indførte et restriktivt kontrolsystem over for ejere af skydevåben, er der ikke registreret et eneste masseskyderi i landet.
Alligevel anslog en rapport i 2016, at der er 260.000 illegale skydevåben i Australien.
Det var blandt andet et ulovligt våben, der blev brugt under et angreb mod en café i Sydney i 2014, hvor tre personer, inklusiv angrebsmanden, blev dræbt.
Tidligere på måneden blev et ulovligt våben også brugt, da en attentatmand dræbte en mand i en boligblok i Melbourne.
Gerningsmanden holdte derefter en kvinde som gidsel, før politiet dræbte ham.
Den australske premierminister, Malcolm Turnbull, betegnede efterfølgende episoden som terror.
/ritzau/Reuters