Yderligere 200 strandede hvaler er onsdag blevet fundet på den australske ø Tasmaniens vestkyst.
Det bringer det samlede antal strandede hvaler på kyststrækningen op på 470 de seneste dage, og dermed er der tale en af de største hvalstrandinger nogensinde i Australien.
De første 270 hvaler blev fundet mandag lokal tid, og siden har en redningsaktion været i gang.
Det var i den forbindelse, at den anden store gruppe vildfarne hvaler blev fundet. De fleste antages at være døde.
- De så ikke ud til at være i en tilstand, som kunne berettige en redningsaktion, siger Nic Deka, områdeleder hos de tasmanske park- og naturmyndigheder.
- De fleste af dem lader til at være døde. Hvis de kan reddes, sender vi mandskab over for at gøre det.
Fundet af de 200 hvaler gør strandingen til den største i moderne tid i Australien.
Samtidig har den været med til at skabe opmærksomhed om et naturfænomen, som mange forskere har svært ved at finde en god forklaring på.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters