LO's tidligere næstformand Tine Aurvig-Huggenberger overvejer selv at føre sin pensionssag for Højesteret.
Det sker, efter at HK/Privat har besluttet ikke at gå videre med sagen mod LO.
"Nu vil jeg tale med min advokat, og så vil jeg gøre op med mig selv, om det er muligt for mig at føre sagen videre. For det er nogle ret tunge omkostninger, jeg skal bære selv," siger hun til Newspaq.
Beslutningen skal tages inden for kort tid, da der er en otte ugers frist i forhold til Procesbevillingsnævnet.
Tine Aurvig-Huggenberger vandt sagen i byretten men tabte i landsretten. Udover, at landsretten fratog hende retten til en lukrativ pension på seks til otte milioner kroner, skal hun sammen med HK Privat betale sagens omkostninger på i alt 550.000 kroner.
"Jeg er enormt ked af HK's afgørelse, men må tage den til efterretning. Det er lidt mærkelig at stå med to vidt forskelige afgørelser fra to retsindstanser," siger Tine Aurvig-Huggenberger.
Sagen handler om den såkaldte tilsagnspension fra LO, om hvorvidt "afgang" er ensbetydende med afgang til pension, eller om det kan være selvvalgt afgang, fordi man f.eks. taber et formandsopgør.