Brøndby sad på spillet i den første halve time af søndagens sene superligakamp mod AGF, men måtte alligevel rejse fra Aarhus med et 1-3 nederlag.
Dermed har brøndbyerne fået en hæslig start på sæsonen og ligger side om side med Silkeborg på 11.-pladsen med blot 3 point for fire kampe.
Selv mente de blågule dog, at skæbnen var hård mod dem i Aarhus, fortæller Brøndbys målscorer, Simon Makienok.
- Vi spillede en fantastisk første halvleg, og efter 10-15 minutter havde vi haft 3-4 chancer, hvor vi kunne score. Så første halvleg var vi mere end tilfredse med, men vi skulle selvfølgelig have prikket den ind.
- De havde to chancer og lavede tre mål, siger Simon Makienok.
Samme toner lød fra Brøndbys træner, Auri Skarbalius.
- De scorede jo nærmest første gang, de var oppe på vores banehalvdel, siger Auri Skarbalius, der også var tilfreds med sine spilleres indstilling.
- Der ligger spillere med krampe til sidst, og jeg synes, de gjorde, hvad de kunne. Marginalerne var mod os i dag, men vi må gå ud fra, at det udligner sig over sæsonen, siger han.
Men var der da slet ikke noget, Brøndby-træneren ikke var tilfreds med oven på nederlaget og den sløje sæsonstart?
- Defensivt og på dødbolde giver vi alt for nemme chancer væk, og det er selvfølgelig primært det, vi må fokusere på.
Muligheden for revanche kommer næste weekend mod Superligaens positive overraskelse, Sønderjyske. Og det er tid til point, medgiver Brøndby-træneren.
- Det er nu, vi må vise, hvad vi er lavet af, siger Auri Skarbalius.
/ritzau/