Både i sidste uge og her til aften fik Brøndby 1-1 i Superligaen efter at have udlignet kort før tid, men der var en verden til forskel på de to kampe.
Mens Brøndby sidste weekend fortjent hentede et point mod Superligaens førerhold FC København i Parken, var Brøndby skidt spillende i denne rundes kamp mod Esbjerg, og det ene point var heldigt.
Ifølge Brøndbytræner Auri Skarbalius var hans spillere nervøse på grund af kampens betydning i bunden af Superligaen.
- Vores spillere virkede påvirkede af situationen, men ros til spillerne for at arbejde hårdt. I dag får vi point uden at spille godt. De var bange for at sætte Esbjerg i gang, og at de ville overhale os.
- Det er naturligt, men vi arbejder på ikke at blive påvirket, siger Auri Skarbalius.
Midtbaneprofilen Mike Jensen afviser ikke, at nerverne kan have haft indflydelse på præstationen.
- Det kan godt være, det sidder i underbevidstheden. Det var i hvert fald lidt hulter til bulter, som om vi var nervøse. Vi var bange for at spille og tage rigtigt fat, siger Mike Jensen.
Auri Skarbalius har ingen mirakelformel, der kan ændre Brøndbys resultatmæssige krise og rykke holdet væk fra bunden.
- Der er ikke så meget andet at gøre end at arbejde videre med de ting, vi arbejder med i hverdagen. Men det er så nemt at gøre tingene til træning, det er svært at gøre tingene i kamp, siger Auri Skarbalius.
Mike Jensen afviser ikke, at Brøndby kan rykke ned.
- Det kan de fleste hold. Men jeg tror ikke, vi rykker ned, siger Mike Jensen.
/ritzau/