Vinderen af Nobels fredspris kan snart bevæge sig frit og gøre, hvad hun vil.
I hvert fald hvis man skal tro nyhedsbureauet AFP, som citerer kilder ved militærstyret i Myanmar, tidligere kendt som Burma, for at sige, at hendes husarrest udløber til november.
Efter næste valg, som afholdes den 7. november, skal Aung San Suu Kyi ikke længere være spærret inde i sit hus i Rangoon, oplyser AFP.
Valget er det første i 20 år, og kommer efter 1990-valget, som netop Aung San Suu Kyi vandt med sit parti National League for Democracy (NLD).
Hverken Suu Kyi eller NLD deltager ved det kommende parlamentsvalg, som af internationale observatører er blevet beskrevet som et ringe forsøg fra militærstyret på at legitimere sig selv.
Aung San Suu Kyi blev sat i husarrest lige efter valget i 1990, da militærjuntaen, der havde taget magten et par år inden, nægtede at godkende valgresultatet.
- Aung San Suu Kyi modtog i 1991 Nobels Fredspris
- Hun er datter af politikeren Aung San, der forhandlede Burmas uafhængighed med Storbritannien i 1947. Han blev myrdet kort efter.
- Hun er uddannet på Oxford University, er gift og har to børn