Det radikale folketingsmedlem Ida Auken skriver på Facebook, at den nye radikale leder Sofie Carsten Nielsen har dækket over en episode, hvor tidligere leder Morten Østergaard har opført sig krænkende.
I et opslag lyder det, at hun har oplevet Morten Østergaard opføre sig grænseoverskridende og befamle en kvinde under Folkemødet i 2017.
Herefter, skriver Ida Auken, bad hun "udtrykkeligt" Sofie Carsten Nielsen om at gribe ind over for Morten Østergaard.
- Svaret til mig fra ledelsen dengang var, at man var begyndt at mandsopdække Morten og lægge ham i seng, når han blev for beruset. Jeg sagde, jeg ikke mente, det var godt nok, skriver Ida Auken.
Ida Auken, der har orlov fra Folketinget grundet stress, skriver, at Sofie Carsten Nielsen efterfølgende har afvist at have hørt sådan en historie om Morten Østergaard.
- Sofie Carsten Nielsen har efterfølgende afvist at have hørt sådan en historie om Morten Østergaard, og det samme har landsformanden (Svend Thorhauge, red.). Den tredje person, partisekretæren, har modsat de to andre skriftligt bekræftet, at jeg har talt med ham om sagen, skriver Auken.
Afviser beskyldningerne
Den nye leder for De Radikale, Sofie Carsten Nielsen, afviser beskyldningerne fra Ida Auken om, at Nielsen skulle have kendt til krænkelser.
Auken beskylder Nielsen for at dække over tidligere leder Morten Østergaards krænkelser. Men det er falske påstande, mener den nye leder.
- Jeg er rasende over de påstande, Ida Auken i dag har rejst, skriver Sofie Carsten Nielsen i et opslag på Facebook.
- At Ida vælger at slynge falske påstande om mig og vores landsformand ud på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke se som andet end et forsøg på at destabilisere partiet.
/ritzau/