Dansk Folkepartis Marie Krarup har igen placeret sig i skudlinjen med en Facebook-opdatering, hvor hun blandt andet skriver, at "den vestlige kultur er truet af indre opløsning og mangel på selvrespekt".
- Hvad vi ikke har opdaget er, at der længere borte skjuler sig en ideologisk sammentømret flok. En hær, der stamper i det fjerne. Den islamiske trussel.
- Derfor ville det være en god idé at samle os om det, der er værd at forsvare i stedet for at give efter for multi-kulti og opløsning. Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur, skriver Marie Krarup.
Det vækker vrede hos handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF), som tidligere på ugen beskyldte Krarup for at skade danske handelsinteresser med et kontroversielt blogindlæg om New Zealands oprindelige befolkning, maorierne.
Selvom Marie Krarup ikke nævner maorierne i den nye Facebook-opdatering, mener Pia Olsen Dyhr at kunne læse mellem linjerne, at DF-politikeren er af den opfattelse, at maorierne står i ledtog med "en stampende hær af muslimer".
- Marie Krarup blotter nu sin sande intention med sin blog, som hun ellers først kaldte satirisk.
- Maorierne er i ledtog med en stampende hær af muslimer, der ikke bare vil udslette de smukke hvide søofficerer på New Zealand, men også vil komme efter os i Danmark.
- Selvom man er paranoid, kan der jo godt være nogen efter en. Men det her er langt ude!, skriver Pia Olsen Dyhr, der efterspørger en reaktion fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl, på Facebook.
Også miljøminister Ida Auken (SF) kaster sig ind i Facebook-kampen med en opdatering, hvor hun inviterer Marie Krarup til at debattere emnet.
- Marie Krarup skriver, at vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur mod den islamiske trussel. Men det skal åbenbart kun foregå på Facebook. For hun stiller ikke selv op og forsvarer sit synspunkt. Hermed en stående invitation til debat, skriver Ida Auken.
Marie Krarup siger efter et gruppemøde i Dansk Folkeparti torsdag formiddag, at hun ikke har nogen yderligere kommentarer til Facebook-opdateringen.
/ritzau/