Hvis begravelsen af den tidligere socialdemokratiske partiformand følger traditionen hos Socialdemokraterne, så kan vi vente os en heltebegravelse af den folkekære politiker Svend Auken, der i morges døde af kræft.
Det er dog endnu ikke besluttet, hvordan begravelsen skal foregå, fortæller Socialdemokraternes gruppeformand Carsten Hansen.
"Det er familiens beslutning, hvad der skal ske nu. Vi regner med, at vi selvfølgelig vil samarbejde med dem om det, men det er dem, der bestemmer," siger han til Newspaq.
Der er tradition for, at begravelsen af tidligere socialdemokratiske partiformænd udvikler sig til massearrangementer for både Socialdemokratierne og arbejderbevægelsen.
Sidst en tidligere partiformand døde var i 1978, da Jens Otto Krag. Dengang blev hans kiste kørt i et optog smykket med røde faner igennem hele landet, og til sidst blev der sagt farvel med et stort arrangement i Folkets Hus i København, før han blev begravet på Vestre Kirkegård. Her ligger også en række partiformænd - helt tilbage til grundlæggeren Louis Pio.
Imod en lignende begravelse taler, at Svend Auken aldrig formåede at blive statsminister, at han blev væltet som partiformand - og at båndene mellem partiet og arbejderbevægelsen siden hans begravelse er blevet løsere. Forsoningsprocessen i partiet og den hårde oppositionspolitik gør imidlertid, at en folkebegravelse af partiformanden vil være svær at komme uden om.
Da den tidligere SF-formand Gert Petersen for nylig døde blev der også holdt et stort mindemøde i København - hvor Svend Auken var blandt talerne. Den socialdemokratiske begravelse ventes dog at blive endnu større.