Den tyske fodboldklub FC Augsburg har givet manager Jürgen Rollmann en fyreseddel i julegave.
Klubbens ledelse begrunder fyringen med, at man ser forskelligt på den sportslige udvikling i Augsburg, der er næstsidst i Tysklands bedste fodboldrække.
Fyringen er lidt af en overraskelse, da Jürgen Rollmann blev ansat den 8. oktober. Dermed nåede han kun at bestride sin post i to og en halv måned.
Rollmann er en rigtig klubmand i Augsburg, og som aktiv stod han på mål for klubben i 1996 og 1997. Efter fodboldkarrieren blev han ansat som manager og underdirektør i klubben i 1999 og 2000.
Augsburg, der netop har hentet amerikanske Michael Parkhurst i FC Nordsjælland, vil bruge de kommende uger på at finde en afløser for Rollmann.
Augsburg indtager næstsidstepladsen i Bundesligaen med ni point efter 17 spillerunder.
/ritzau/