I 2026 markeres et bemærkelsesværdigt kapitel i Audi-historien, hvor det er 50 år siden, at Audis karakteristiske femcylindrede motor så dagens lys. Den debuterede i 1976 i anden generation af Audi 100, hvor den leverede 136 hk.
Den femcylindrede motor blev introduceret som et alternativ til de traditionelle fire- og sekscylindrede motorer. Audis ingeniører valgte løsningen for at opnå mere kraft uden at gå på kompromis med vægt og balance. Udgangspunktet var en videreudvikling af EA 827-motoren, der var kendt fra bl.a. Audi 80 og Audi 100.
I 1990’erne videreudviklede Audi femcylinderen i modeller som RS2 Avant, der skabte en ny klasse for sportslige stationcars. Foto: Audi
Gennem årtier har motoren undergået flere banebrydende udviklinger – fra introduktionen af turbo og udstødningsrensning til fireventilsteknologi og varianter til både benzin- og dieselbiler. Især Audis succes i rallyverdenen skyldes i høj grad netop denne motor, hvor dens kombination af styrke og pålidelighed for alvor kom til sin ret.
Kultlyd
Noget af det særlige ved Audis femcylindrede motor er dens umiskendelige lyd, frembragt af en unik 1-2-4-5-3 tændingsrækkefølge. Den dybe, kraftige og rytmiske motortone er elsket af både bilentusiaster og racerkørere. Særligt med moderne systemer som variabel udstødningsklapkontrol og sportsudstødningssystemer udtrykkes motorens karakter endnu stærkere.
Motoren har dannet grundlaget for både serieproducerede modeller og Audis resultater på racerbanen, hvor den første ikoniske Audi quattro med turboladet femcylindret motor og permanent firehjulstræk var en teknologisk milepæl. Femcylinderen har sikret verdensmesterskaber i rally, sat rekorder på Pikes Peak og præget Touring- og IMSA-serierne i USA.
I 1990’erne videreudviklede Audi femcylinderen i modeller som RS2 Avant, der skabte en ny klasse for sportslige stationcars.
Og lidt vemodigt er det, at 50-året kommer ind i en tid, hvor elbiler mere og mere overtager dagsordenen. I hvert fald herhjemme, hvor 9 ud af 10 forbrugere køber elbiler.
Men traditionen lever dog videre i 2,5 TFSI-motoren, blandt andet i Audi RS 3. Her leverer den håndsamlede motor 400 hk og 500 Nm – så bilen når 0-100 km/t på 3,8 sekunder og en topfart op til 290 km/t.
Audi TT RS Coupé var en lille raket med super gode køreegenskaber – den nåede lige at have 25-års jubilæum i 2023, inden produktionen af den flot designede 2+2'er blev indstillet. Foto: Audi