Et mylder af mennesker, der vil ind til klimatopmødet i Bella Centeret, giver for anden dag i træk kaotiske tilstande, og den nærliggende metrostation har derfor været lukket i dag. Allerede fra kl. 7 i morges var der lange køer ind til Bella Centeret, men metrostationen er igen åbnet for passagerer.
"Af sikkerhedsmæssige hensyn har politiet bedt os om midlertidigt at lukke stationen i mindst en times tid, indtil trykket er taget af," siger presseansvarlig i Metroselskabet, siger Kåre Møller Madsen til jp.dk.
Metroselskabet opfordrede på sin hjemmeside folk til i stedet at stå af på stationerne i Sundby eller Ørestad og gå det resterende stykke til Bella Centeret.
Også mandag måtte politiet lukke metrostationen, da flere tusinde mennesker stod i kø for at få deres adgangstegn til topmødet.
Enkelte ventede i op til seks timer for at komme inden for i Bella Center, hvor der er plads til 15.000 mennesker. Helt op mod 45.000 mennesker har dog akkreditering til at komme indenfor i varmen, men mange ngo'er får de næste dage færre adgangskort til selve Bella Centeret.