»Vi vil ha Esbjerg på dåse, Esbjerg på dååååse, vi vil ha Esbjerg på dåse«.
Efter en grufuld start på årets slutspil om det danske mesterskab i ishockey er de fynske fans nu atter begyndt at bjæffe lystigt. Ikke mindst efter gårsdagens sikre 5-0-sejr over kvartfinalemodstanderen fra den vestjyske fiskerby.
For mindre end en uge siden var det ellers de vestjyske fans, der havde al mulig grund til at håne rivalerne fra Fyn.
I tirsdags blev slutspillet sat i gang, og her kronede Odense Bulldogs en historisk ringe indsats med at tabe med 0-5 på egen is.
I fredags blev det så til en smal fynsk sejr i Esbjerg, og i går blev tirsdagens ydmygelse altså vasket af med en sejr med samme cifre.
Og så blev der sunget og hoppet på B-tribunen, der lægger cement til de mest medlevende fans.
»Dem, der ikke hopper, de har en kutter.«
Som så mange andre professionelle sportsklubber er erhvervslivets sponsorer af afgørende betydning for en klub som Odense. Derfor har firmaer rig mulighed for at markedsføre sig selv, når der er gang i en ishockeykamp.
Hver enkelt spiller har naturligvis en personlig sponsor, der henter hædrende omtale i højttaleren, når den pågældende spiller enten scorer eller lægger op til mål.
Advokater på straffe
Sponsorerne kan dog også finde andre veje til højttaleren.
Eksempelvis når en spiller vises ud for en forseelse på isen. Således får et odenseansk advokatfirma sit navn nævnt, hver gang en af Odenses spillere må en tur i straffeboksen efter et regelbrud ude på isen.
På fredag er der atter lagt op til scoringer, smædesange og sponsorpleje, når Odense og Esbjerg mødes til den femte kamp i kvartfinalerne. Men allerede i morgen venter en kamp i Esbjerg. Kvartfinalen spilles bedst af syv kampe.