Yemens forsvarsminister har overlevet et attentat tirsdag morgen, skriver BBC.
Det er anden gang inden for en måned, at Mohammed Nasser Ahmed overlever et angreb.
Denne gang skete det, da hans konvoj kørte igennem byen Aden i det sydlige Yemen.
Netop som konvojen var på vej ud af en tunnel kørte en bil fyldt med sprængstof ind i den. Samtidigt kastede mænd på motorcykler håndgranater mod ministerens bil.
Ifølge BBC er mindst tre soldater blevet dræbt i angrebet, og mindst ti skulle være sårede. Ministeren selv er uskadt.
Ingen har endnu påtaget sig ansvaret for angrebet.
Den 3. juni var det landets præsident, Ali Abdullah Saleh, der var udsat for et attentat, som han med nød og næppe overlevede.
Præsidenten vendte tilbage til Yemen i fredags, efter at have modtaget lægebehandling i Saudi Arabien, og siden da er kampene blusset yderligere op.
Der har været kampe i landet siden marts, hvor oprørere ønsker at få afsat præsidenten, som det er sket i andre lande rundt om i Mellemøsten og i Nordafrika.