Ritzau
Opdateret kl. 19:08
39 sekunder.
Mere skulle Atlético Madrid ikke bruge på at sætte Malaga til vægs i lørdagens udekamp i Primera Division.
Den franske landsholdsspiller Antoine Griezmann snød Malagas forsvarslinje og opsnappede lidt tilfældigt bolden i feltet.
Bolden sparkede han højt i nettet, og så var vejen til sejr banet for Diego Simeones tropper, der kom foran 1-0, inden der altså var spillet et minut af opgøret.
Som så ofte før var 1-0 nok til at sikre Atletico tre point. Malaga havde spil og chancer i anden halvleg, men kom aldrig for alvor tæt på at hente point.
Afslutningen på kampen blev præget af, at Malagas Medhi Lacen længe modtog behandling på banen efter et akavet fald. Af samme årsag var der syv tillægsminutter.
Sejren betyder, at Atlético Madrid kommer til Telia Parken og kampen mod FC København med selvtillid i bagagen.
Holdene tørner sammen på FCK's hjemmebane torsdag aften i Europa Leagues slutspil.
Atlético Madrid er i øjeblikket bedste bud på en udfordrer til FC Barcelona i mesterskabskampen.
Madrid-klubben har efter lørdagens sejr 52 point. Det er seks færre end Barcelona, men Barcelona har en kamp i hånden.
Der er hele 12 point ned til Valencia, der ligger på fjerdepladsen i den bedste spanske række.
Real Madrid indtager fjerdepladsen med 39 point, inden Real Madrid senere lørdag tager imod Real Sociedad.
Tidligere lørdag spillede Villarreal hjemme mod Alaves. Det endte med en overraskende sejr til gæsterne på 2-1. Med sejren lægger Alaves lidt luft til nedrykningsstregen. Der er nu syv point ned.
Villarreal ligger nummer fem med 37 point.
/ritzau/