Atlético Madrid kommer fremover til at nyde godt af Kieran Trippiers gode sparketeknik.
Den engelske højreback har onsdag gennemført et klubskifte til den spanske hovedstadsklub fra Tottenham.
Det meddeler begge klubber på deres hjemmesider.
28-årige Trippier, der har fået en treårig kontrakt med Atlético, nåede at spille fire år i Tottenham, der købte ham i Burnley.
I Tottenham kom han for alvor ind i varmen på førsteholdet, da klubben solgte Kyle Walker til Manchester City, og Trippier er noteret for 114 kampe for Tottenham.
Englænderen fik sit helt store internationale gennembrud, da han under sidste års VM-slutrunde flere gange brillerede på dødbolde med præcise indlæg og farlige frispark.
Blandt andet i semifinalen mod Kroatien, hvor han scorede på direkte frispark.
Han er noteret for 16 landskampe for England og den ene scoring mod Kroatien ved VM.
Flere engelske medier mener at vide, at Atlético Madrid betaler 20 millioner euro (150 millioner kroner) for Kieran Trippier. Ifølge AFP skriver spanske medier, at handlen med forskellige bonusaftaler kan øges til 22 millioner euro.
Med tilgangen af briten har Atlético Madrid for alvor skiftet ud i forsvaret før den nye sæson.
Væk er rutinerede Diego Godin samt Filipe Luís og Lucas Hernández, mens brasilianerne Renan Lodi og Felipe er kommet til.
Træner Diego Simeone har også måttet tage afsked med profilen Antoine Griezmann, der er skiftet til FC Barcelona.
Her er blevet erstattet af den kun 19-årige portugiser João Félix, der er hentet i Benfica.
Ham har Atlético angiveligt betalt 126 millioner euro (940 millioner kroner) for.
Atlético sluttede på andenpladsen i Primera Division i den forgangne sæson.
Klubben var 11 point efter FC Barcelona på førstepladsen, mens Atlético sluttede otte point foran rivalerne fra Real Madrid.
/ritzau/