Syv atleter er blevet testet positive for brug af doping ved atletik-VM i Moskva i sidste måned. Det meddeler det internationale atletikforbund (Iaaf) fredag.
Blandt de dopede atleter var den ukrainske spydkaster Roman Avramenko det største navn, efter at han nåede frem til finalen i den konkurrence. Han blev nummer fem i spydkast.
Ingen af de andre atleter klarede sig lige så godt ved VM. Alle syv atleter er midlertidigt suspenderet eller straffet af deres nationale forbund.
Der blev foretaget urintest af i alt 538 atleter under VM-konkurrencerne, og der blev foretaget yderligere 132 prøver op til VM-stævnet i Rusland.
- Alle urinprøver indsamlet i Moskva vil snarligt blive transporteret til langvarig opbevaring i faciliteter hos laboratoriet i Lausanne, så prøverne eventuelt kan gentestes ved en senere lejlighed, forklarer atletikforbundet.
100-meter-sprinteren Massoud Azizi fra Afghanistan, 200-meter-løberen Yelena Ryabova fra Turkmenistan og marathonløberen Jeremias Saloj fra Guatamala var også blandt dopingsynderne.
- Jeg er begejstret over, at vi i Iaaf - med assistance fra vores partnere - har været i stand til at udføre så omfattende et antidoping-testprogram i Moskva, siger atletikforbundets præsident Lamine Diack.
Ingen danske atleter blev testet positive.
/ritzau/