Marcelo Bielsa førte overraskende Athletic Bilbao frem til finalen i Europa League i sidste sæson. Fredag aften sagde den succesrige argentiner op som træner for den spanske klub.
Den 56-årige træner forlod jobbet hos baskerklubben efter en episode, hvor Bielsa offentligt udtrykte sin frustration over den manglende effektivitet hos de håndværkere, der er i gang med at arbejde på klubbens træningsanlæg.
Da Bielsa efterfølgende blev tvunget til at undskylde, valgte han i stedet at forlade klubben.
Bilbao har indkaldt til en krisemøde i bestyrelsen, og det er endnu uvist, om klubben har accepteret Bielsas opsigelse.
Bielsa skiftede til Bilbao sidste sommer og førte med en offensiv spillestil holdet frem til finalerne i den spanske pokalturnering og Europa League, hvor det dog endte med to nederlag.
I den spanske pokalturnering tabte Bilbao til rivalen FC Barcelona, mens Atlético Madrid vandt Europa League-finalen.
Men inden finalenederlaget til Madrid-klubben blev det blandt andet til en flot samlet sejr over Manchester United, der i en minderig kamp blev slået på Old Trafford.
/ritzau/