Ateister er mere intelligente end troende.
Det mener den kontroversielle danske professor i udviklingspsykologi Helmuth Nyborg i alt fald. På baggrund af et datamateriale med 7.000 personer har han lavet en undersøgelse, der viser, at intelligenskvotienten er 5,8 point højere hos ikke-troende end hos folk med en stærk tro.
Professoren har ikke undersøgt hvorfor, men mener, det skyldes, at mennesker med lav IQ er mere tilbøjelige til at blive tiltrukket af religioner, der kan levere sikre svar, hvor folk med høj begavelse generelt er mere skeptiske. Men tallene kan også have en social slagside, mener han:
»Intelligens hænger ofte sammen med hvor mange penge, man tjener. Man må formode, at folk med høj uddannelse og en god indkomst gennemsnitligt vil være mindre troende,« siger han til DNY og tilføjer, at man ikke bliver mindre intelligent af at tro på Gud, men at der findes mange ateister blandt de højest begavede mennesker:
»Blandt eminente videnskabsmænd i Nobelpris-modtager-klassen, er der enkelte troende, men de hører til undtagelsen. Det ser ud som om, videnskab og religion står i modforhold til hinanden,« siger han.
Professoren pointerer dog, at der også findes højt begavede mennesker blandt de meget troende. Ifølge hans undersøgelse findes der flest blandt de religioner, der har rum til analyse og diskussion.
Forskeren har tidligere bidraget med kontroversielle undersøgelser. Blandet andet en rapport, der viser, at mænd er en anelse mere intelligente end kvinder. Den medførte en fyring fra Aarhus Universitet, fordi dekanen mente, at professorens forskning var utroværdig.
Hjerneforsker og professer dr.med. Bente Pakkenberg mener, man skal være forsigtig med tolkningen af Helmuth Nyborgs undersøgelse om tro og IQ.
»Det er klokkeklart, at i intelligensprøver får man svar på det, man spørger om. Prøverne favoriserer måske visse akademiske færdigheder, som også kan påvirke vore religiøse valg, men vi kan næppe bruge det til at sige noget om det enkelte individs tro,« siger hun til Jyllands-Posten.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.