14 afviste asylansøgere har indtil videre valgt at give regeringen fingeren og afvise tilbuddet om at flytte i en bolig uden for acylcentrene.
Det er knap halvdelen af de 29 asylansøgere, der har fået tilbuddet.
Temaet om boliger til afviste asylansøgere var ellers den helt store varme kartoffel under efterårets folketingsvalg, men noget tyder på, at behovet alligevel ikke er så stort.
Bolig til alle
I hvert fald ikke for den gruppe af afviste asylansøgere, som aftalen vedrører.
»De her mennesker har opholdt sig på centrene i mange, mange år og er psykisk svage. At få deres egen bolig ændrer ikke grundlæggende på deres livssituation. Deres eneste ønske er at få en opholdstilladelse,« forklarer leder for Dansk Røde Kors’ asylafdeling, Jørgen Chemnitz.
Alligevel kræver den politiske opposition, at langt flere afviste asylansøgere får mulighed for at flytte ud af asylcentrene.
»Tilbuddet bør gælde alle. Jeg er fuldstændig overbevist om, at de fleste ville foretrække at bo i en lejlighed ude i det almindelige samfund, hvis man gav tilbuddet til folk, der kun har siddet i asylcentrene i et halvt år,« siger Morten Østergaard, integrationsordfører fra Radikale Venstre.
Er det noget, du tror eller ved?
»Jeg ved, at jo mere normaliseret tilværelsen er for asylansøgere, jo bedre har de det. Så det giver sig selv, at det vil være en fordel for langt de fleste at bo uden for centrene. Det er der adskillige undersøgelse, der viser.«
Stram op
Også Socialdemokraterne og SF holder fast i, at der er et behov, Men de forstår godt, at så få familier indtil videre har taget imod tilbuddet.
»Selv om deres bopæl bliver udenfor centrene, skal de stadigvæk hen på centret for at få deres lommepenge og modtage lægehjælp, fordi de har meldepligt der. Det er klart som dug for solen, at det ikke er en attraktiv løsning, man fandt på over ministerens kaffeslabberads,« siger Astrid Kragh, integrationsordfører fra SF.