De kendte, der danser med i TV2's 'Vild Med Dans', modtager som regel et honorar for deres medvirken i programmet og de mange timer, de bruger på dansetræningen. Men politikeren Astrid Krag har takket nej til sit honorar, skriver tv2.dk.
Forklaringen på, hvorfor socialdemokraten Astrid Krag har sagt nej til pengene, er, at hun ser deltagelsen i programmet som en fritidsinteresse.
"'Vild med dans' er noget, jeg laver i min fritid, mens jeg passer mit job som folketingspolitiker. Det er ikke et arbejde for mig," siger Astrid Krag til tv2.dk.
De andre deltagere i programmet - både kendisserne og de professionelle dansere - får et honorar for at være med i programmet og for den tid, de blandt andet bruger på træning, presse og tøjprøvning.
'En gave at være med'
Det er mange andre ting end pengene, der har lokket Astrid Krag til at bruge timer på dansegulvet, hvor hun danner par med den professionelle danser Thomas Evers Poulsen.
"For mig giver det fin mening at sige nej tak til honorar, når jeg netop har et fuldtidsjob ved siden af. Det er en kæmpe stor gave at få lov til at være med. Udover at jeg er så heldig at få privat dansetræning af en så dygtig danser som Thomas følger der jo også en masse andre ting med. Jeg får syet kjoler specielt til mig til hver dans, som jeg selvfølgelig kun får til låns, jeg får makeup lagt af nogle af de bedste i landet, jeg bliver stylet af en masse dygtige mennesker. Og så har jeg som en ekstra bonus allerede tabt mig seks kilo," siger politikeren om sin deltagelse i programmet.
Astrid Krag fortæller, at hendes kalender på grund af 'Vild med dans' nu er lige så pakket, som da hun var minister, men at danseriet giver hende ekstra energi til at gøre sit arbejde som politiker.
Kilde: tv2.dk.