Aston Villa er tilbage i Premier League efter tre sæsoners fravær, og fredag aften fik Birmingham-klubben den første sejr efter oprykningen til det fineste selskab.
På hjemmebane blev Everton slået med 2-0, og dermed kan Aston Villa slette nullet på pointkontoen.
Brasilianeren Wesley sendte hjemmeholdet i front midt i første halvleg, da han flot blev spillet fri i feltet.
Everton havde rigeligt med muligheder for at komme på 1-1 i anden halvleg, men både stolpen og uskarpe frontløbere forhindrede udligningen.
I stedet slog indskiftede Anwar El-Ghazi sejren fast i tillægstiden på en kontra, hvor han tog et frækt træk i feltet og lagde bolden under Jordan Pickford i Everton-målet.
Everton kunne med en sejr være kommet på syv point og have sat sig på førstepladsen, indtil resten af runden færdigspilles i løbet af weekenden.
Aston Villa har nu tre point.
/ritzau/