Aston Villa er klar til fjerde runde i den traditionsrige FA Cup efter en kneben 2-1 sejr ude over Gillingham fra den fjerdebedste engelske række.
Efter 14 minutter udnyttede James Milner et massivt Aston Villa-overtag til at sparke Martin O'Neills tropper i front på et velplaceret skud fra kanten af feltet. Men derefter kunne Premier League-holdet ikke få spillet til at hænge sammen, og Gillingham havde flere store chancer.
I det 57. minut lurede overraskelsen så, da Simeon Jackson løb fra Villa-forsvaret og bankede bolden ind bag målmand Brad Friedel. Men ti minutter før tid afgjorde James Milner med sin anden scoring kampen, da han udnyttede et straffespark begået mod Ashley Young.
I de døende minutter trak Gillingham målmanden med frem på et hjørnespark, men overraskelsen udeblev, og Aston Villa er videre trods skidt spil.