Det er ikke gået som forventet for den danske landsholdskeeper Thomas Sørensens engelske fodboldklub Aston Villa hidtil i sæsonen. Fodboldklubben er hastigt faldet ned gennem tabellen og ligger nu blot nummer 12 i Premier League. Det er ikke godt nok for holdets nye spiller Stilian Petrov, der nu opfordrer klubben til at hente forstærkninger i transfervinduet forud for sidste halvdel af sæsonen.
»Vi er ikke stabile nok over en hel kamp. Vi spiller kun godt i en halvleg ad gangen. Transfervinduet åbner snart, så jeg håber, klubbens ejer og træner vil købe nogle spillere, der kan gøre os bedre. Da jeg kom til Aston Villa, fik jeg at vide, at klubbens ambitioner ville være høje, så jeg venter og ser, hvad der sker,« siger Stilian Petrov til ESPNsoccernet.co.uk.
Træner Martin O’Neill er enig i, at der er behov for forstærkninger. Så er spørgsmålet blot, om klubbens ejer Randy Lerner har tænkt sig at åbne tegnebogen.