Astma-Allergiforbundet er glad for, at cigaretter fra på onsdag skal skoddes på alle indendørs steder, hvor offentligheden har adgang.
Men den er slet ikke stram nok, mener forbundet:
- Det er på høje tid, at ikke-rygerne får lov til at vælge tobakken fra. Vi hilser loven velkommen og håber, at den er første skud på stammen af en noget mere restriktiv rygepolitik herhjemme, siger Lise Nørgaard, kommunikationschef i Astma-Allergi Forbundet.
Forbundet går også direkte imod de dagplejer, der klager over, at de nu ikke må ryge i de rum, hvor børnene opholder sig.
Astam-folket mener, at alle former for institutioner og dagplejer skal være røgfri hele døgnet igennem. Men som loven er formuleret nu, bliver det fortsat tilladt for dagplejere at ryge i boligen udenfor åbningstiden.
- Vi mener derfor ikke, at loven beskytter børnene godt nok, siger Lise Nørgaard.