Den syriske borgerkrig rundede fredag to år, og ikke meget tyder på, at nogen af krigens parter er så svækkede, at de mange dødsfald og ødelæggelser vil aftage foreløbigt.
Landets diktator, præsident Bashar al-Assad, holder fortsat til i præsidentpaladset i Damaskus, og tilsyneladende har han stadig sin familie ved sin side.
Således har præsidentfruen, Asma al-Assad, og parrets tre børn deltaget ved et velgørenhedsarrangement i den syriske hovedstad til ære for mødre til soldater, der har mistet livet i borgerkrigen, oplyser præsidentens kontor på Facebook.
Kontoret siger, at ud over præsidentfruen og hendes tre børn deltog også deres fætre og kusiner i begivenheden, der blev afholdt i operahuset i Damaskus.
Arrangementet havde til formål at samle midler til kvinder, som har mistet syriske soldater i kamp, oplyser præsidentens kontor.
Assads stilfulde britisk-fødte og -uddannede kone viser sig ganske sjældent i offentligheden, og der har tidligere floreret rygter om, at hun skulle har forladt landet.
I juni sidste år afviste Rusland imidlertid spekulationer om, at hun skulle have søgt tilflugt i landet som en konsekvens af den eskalerende vold i Syrien.
I januar forlod Assads mor, Anisa Makhluf, efter sigende det krigshærgede land til fordel for en tilværelse i Dubai, hvor hun sluttede sig til sin datter, Bushra, siger eksilsyrere samt en aktivist i De Forenede Arabiske Emirater.
To år inde i konflikten siger vestlige diplomater, at våben når frem til Assad-styret fra Rusland og i stigende grad fra Iran.
Iran er Assad-regimets mangeårige samarbejdspartner, og den øgede involvering fra iransk side tyder på, at krigen er ved at bevæge sig ind i en ny fase, siger diplomater.
Men også oprørerne får hele tiden tilført våben, blandt andet fra flere Golf-stater, og senest har Frankrig og Storbritannien opfordret EU til at opgive våbenembargoen over for de syriske oprørere.
/ritzau/AFP