Syriens omstridte præsident, Bashar al-Assad, lykønsker i en videoudtalelse syrerne med "befrielsen" af byen Aleppo.
Der er skrevet historie, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- I dag bliver der skrevet historie, og den bliver skrevet af alle syriske borgere. Det begyndte ikke i dag. Det begyndte for seks år siden, da krisen og krigen mod Syrien begyndte, siger han i videoen, der er lagt ud på præsidentkontorets profil på Twitter.
Der er tale om et vendepunkt, mener præsidenten.
- Jeg tror, at vi fremover vil tale om et før befrielsen af Aleppo og et efter befrielsen af Aleppo, siger Assad i videoen ifølge AFP.
Aleppo i det nordlige Syrien har i fire år været delt mellem regeringen i vest og oprørsstyrker i øst. Men de seneste dage har den syriske regeringshær generobret stort set hele den østlige del.
Torsdag er både civile og oprørere ved at blive evakueret fra området, hvor der er ekstrem mangel på basale fødevarer og medicin.
Assads regime er blevet kritiseret for at have udsultet mennesker ved i månedsvis at have belejret området.
Samtidig har der været meldinger om summariske henrettelser begået af regeringshæren ved erobringen af Aleppos østlige del.
Røde Kors deltager i evakueringen, og lederen af organisationens delegation i Aleppo, Marianne Gasser, er chokeret.
- Jeg har aldrig set sådan et niveau af menneskelig lidelse før, siger hun via en Twitter-profil tilhørende Røde Kors' regionale chef i Mellemøsten.
Konflikten i Syrien begyndte i 2011, hvor utilfredse syrere gik på gaden, for at kræve Bashar al-Assads afgang. Regimet slog dog hårdt ned på oprøret, der siden har udviklet sig til en af de mest komplicerede krige i nyere tid.
Assad nægter at træde tilbage, da han ifølge eget udsagn er demokratisk valgt.
/ritzau/