Den syriske præsident har i et interview torsdag gentaget, at landets regering er klar til at indgå i en international fredsforhandling om en løsning på den blodige konflikt i landet.
Men Bashar al-Assad tilføjer i interviewet med den libanesiske tv-kanal al-Manar, som er knyttet til Hizbollah, at enhver aftale vil kræve en folkeafstemning, før den kan implementeres.
På spørgsmålet om, hvorvidt Syrien har betingelser for deltagelse i den internationale fredskonference, som Rusland, USA og FN er i færd med at arrangere, sagde præsidenten:
- Den eneste betingelse er, at alt, hvad der i givet fald foreslås til implementering, vil blive afgjort af det syriske folk ved en folkeafstemning, siger Bashar al-Assad.
/ritzau/Reuters