Syriens præsident Bashar al-Assads regime har for første gang stormet et distrikt i Damaskus med kampvogne.
Det sker fem dage efter, at kamphandlinger mellem hæren og bevæbnede oprørere er rykket ind i hovedstaden, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
- Hæren har stormet Qaboon-distriktet med et stort antal kampvogne. Det er første gang, at kampvogne rykker ind i Damaskus-distriktet, siger Rami Abdel Rahman, der er leder af Observatoriet.
Samtidig er omkring 20.000 syrere flygtet over grænsen til Libanon i det seneste døgn, oplyser en libanesisk sikkerhedskilde, der arbejder på grænsen. Flugten sker efter hårde kampe i flere distrikter i Damaskus.
Antallet af syrere, der rejser gennem den officielle Masnaa grænsepost ligger normalt på cirka 5000 per dag, siger kilden.
/ritzau/AFP