Assad besøger soldater ved fronten

For første gang i flere år besøger præsident Assad den hidtil oprørskontrollerede enklave Østghouta.
Syriske mænd hjælper sårede ind i en bus fra Syrisk Røde Halvmåne, der skal evakuere syge og sårede fra byen Douma i Østghouta.
Syriske mænd hjælper sårede ind i en bus fra Syrisk Røde Halvmåne, der skal evakuere syge og sårede fra byen Douma i Østghouta. Foto: Hamza Al-ajweh/AFP

Syriens præsident, Bashar al-Assad, er søndag ankommet på besøg ved regeringshærens positioner i Østghouta. Det rapporterer det statslige syriske nyhedsbureau Sana.

På præsidentens officielle profil på beskedtjenesten Telegram ligger der billeder af Assad omgivet af mænd i militæruniformer.

- I skudlinjen i Østghouta. Præsident Assad med heltene fra den Syriske Arabiske Hær, lyder billedteksten.

Det er Assads første besøg i flere år i enklaven, der ligger uden for hovedstaden Damaskus. Østghouta har været under oprørsgruppers kontrol siden 2012.

Billederne er taget i en gade med mange ødelagte husfacader. Et par kampvogne er parkeret i gaden.

Det er uklart, præcis hvor i Østghouta billederne er taget.

Samtidig med, at præsidenten er på besøg i regionen, meddeler den største oprørsgruppe i Østghouta, at den nu forhandler med en FN-delegation om en våbenhvile.

En talsmand for oprørsgruppen, Failaq al-Rahman, siger, at det især handler om at sikre beskyttelse af civile.

- De vigtigste punkter, der er under forhandling, er at sikre hjælp for civile og at de syge samt sårede, der har brug for behandling uden for Ghouta, kan komme ud, siger talsmanden, Wael Alwan.

I løbet af den offensiv, der har varet en måned, har syriske regeringsstyrker med hjælp fra loyale grupper indtaget meget af Østghouta. Det er den sidste store oprørsbastion i nærheden af hovedstaden Damaskus.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.