I samarbejde med Anna Rossman Thejsen
Enhedslistens medlemmer har sendt et klart signal. De vil have Asmaa.
Ved en urafstemning om hvem der skal være partiets topkandidater ved næste valg, har medlemmerne valgt Asmaa Abdol-Hamid som nummer syv blandt partiets topkandidater.
Dermed står Asmaa Abdol-Hamid til at få en god valgkreds, når Enhedslisten fordeler valgkredse på landsmødet 4 - 5. maj.
Den 25-årige socialrådgiver og tv-vært har startet en heftig debat på Christiansborg, fordi hun har proklameret, at hun agter at fortsætte med at bære tørklæde, hvis hun kommer i Folketinget.
Samtidig har der været rejst tvivl om hendes holdning til dødsstraf og ligestilling.
Men på dagens pressemøde var der ingen slinger i valsen:
- Jeg går ikke ind for dødsstraf, og jeg er ligeglad med hvilket samfund eller tidsalder, vi taler om. Der skal være lige forhold for alle. Jeg er ret ligeglad hvilket seksuelt eller religiøst tilhørtsforhold folk har, sagde Asmaa Abdol-Hamid.
I Dansk Folkeparti har man kritiseret Asmaa Abdol Hamid for at være islamisk fundamentalist.
Europaparlamentariker Mogens Camre (DF) mente, at hun trænger til "psykiatrisk behandling", fordi hun agter at beholde tørklædet på, hvis hun kommer i Folketinget.
"Det har været en voldsom og sund debat, men nu ved alle da, hvor DF står," lød Abdol-Hamids svar på debatten.
Også i Enhedslisten og resten af venstrefløjen har man også diskuteret, om Asmaas religiøsitet kan forenes med arbejdet i Folketinget.
Ved Enhedslistens urafstemninger må kun fremmødte medlemmer af partiet stemme. Den der får det højeste stemmetal er sikker på at få en af de kredse, hvor Enhedslisten står stærkest.
1: Line Barfoed
2: Rune Lund
3: Frank Aaen
4: Per Clausen
5: Johanne Schmidt-Nielsen
6: Christian Juhl
7: Asmaa Abdol-Hamid
8: Jens Borking
9: Pia Boisen
10: Søren Egge Rasmussen