Aske fra en vulkan i Indonesien skaber problemer for flytrafikken til ferieøen Bali.
Adskillige internationale fly er således blevet aflyst, skriver nyhedsbureauet Reuters onsdag.
De australske flyselskaber Jetstar og Qantas meddeler, at de onsdag er stoppet med at blive flyve til Bali af sikkerhedsårsager.
Også fly fra AirAsia og Virgin er blevet aflyst, viser flyovervågningssiden Flightradar24. Samme side viser dog også, at der er en del fly, der fortsat flyver til øen.
Askeskyen kommer fra vulkanen Lewotobi, som 3. november gik i udbrud cirka 800 kilometer fra Bali.
Det første udbrud dræbte ni mennesker.
Lewotobi er en såkaldt tvillingevulkan, der ligger sydøstligt på øen Flores.
Vulkanen består af Lewotobi Laki-laki og Lewotobi Perempuan. Det er Lewotobi Laki-laki, der gik i udbrud, ligesom den har gjort flere gange i løbet af de seneste uger.
Der var også en række udbrud tirsdag.
Fra 4. til 12. november er i alt 80 fly blevet aflyst i Bali, heriblandt fly fra Singapore, Hongkong og flere australske byer. Det siger Ahmad Syaugi Shahab, som er direktør for Ngurah Rai-lufthavnen på Bali.
Indonesien ligger i et seismisk aktivt område i Stillehavet, der kendes som "Ring of Fire" - ildringen på dansk. Mere end halvdelen af verdens vulkaner ligger i dette område.
Landet har knap 130 aktive vulkaner.
Askesøjlen fra Lewotobi er nået omkring ti kilometer op i luften, og myndigheder oplyser, at sand dækker de omkringliggende områder.
Der bor omkring fire millioner mennesker på Bali.
I årets første seks måneder besøgte næsten tre millioner udenlandske turister øen.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters