Sammenstøddet mellem brugerne af Ungdomshuset og politiet den 16. december sidste år efterlod mange gader i området fulde af huller, hvor de unge havde fjernet brosten og kastet dem mod politiet. Normalt ville kommunen erstatte de manglende brosten med nye, men ikke denne gang, skriver Jyllands-Posten. Kommunen har nemlig valgt at fylde hullerne med asfalt for at undgå at forsyne de unge med mere kasteskyts.
»Vi har fyldt asfalt i de fleste steder ud fra en vurdering af, at det ikke kunne betale sig at lægge brostenene ned igen. Der er jo ingen grund til at forsyne de unge med kasteskyts,« siger afdelingsleder i Vejservice København Finn Magne til Jyllands-Posten.