Arbejdsløsheden tager igen et nyk op ad bakke.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden fortsat steg svagt i oktober måned, hvor 115.700 personer nu er angivet som nettoledige.
Samtidig viser spritnye tal fra en af landets største A-kasser, ASE, at antallet af dagpengeansøgninger er steget kraftigt i både oktober og november.
Med en stigning fra 900 til 1100 ansøgninger fra september til november måned er niveauet nu oppe på det samme som i november 2009. Og det bekymrer Jesper Bøge, der er ASE's administrerende direktør.
"Vi håber på, at der er tale om en enlig svale, men vi er faktisk ret bekymrede for, at vi risikerer at få fart i ledigheden på ny," siger han til Newspaq.
Især undrer det Jesper Bøge, at bruttonationalproduktet har været stigende den seneste tid, mens ledigheden også er begyndt at stige igen.
"Vi er noget forundrede over, hvad vi kan se. Siden maj har vi befundet os på et stabilt niveau i forhold til sæsonmæssige udsving, men vi observere den her stigning i november måned, og det overrasker os," siger han.
Ifølge Danmarks Statistik er 6,2 procent af arbejdsstyrken i øjeblikket ledige eller arbejdsmarkedsparate i aktivering.
Om ledighedstallene:
Bruttoledigheden = nettoledigheden + arbejdsmarkedsparate i aktivering
Nettoledigheden for oktober måned er på 115.700 personer, mens antallet af arbejdsmarkedsparate i aktivering er 54.600.
Det betyder, at bruttoledigheden for oktober måned nåede op på 170.300 personer, svarende til 6,2 procent af arbejdsstyrken.