Uden de to store stjerner Lasse Kjus og Kjetil Andre Aamodt var der ikke mange, der havde forventet stor norsk succes ved VM i alpint skiløb i Åre.
Men Norge har fundet den perfekte arvtager efter de to verdensstjerner i multitalentet Aksel Lund Svindal. Han åbnede for medaljehøsten ved VM med at vinde guld i styrtløb, og i går hentede den 26-årige nordmand også guld i storslalom.
Konkurrencen i storslalom blev en tæt duel mellem to skiløbere, der allerede har vundet guld ved VM i Åre. Styrtløbsvinderen Svindal mod vinderen af kombinationskonkurrencen, schweiziske Daniel Albrecht. Med et flot og ekstremt vovet første gennemløb var Albrecht hurtigst efter løbets første halvdel, mens Svindal måtte tage til takke med fjerdepladsen – 0,23 sekunder langsommere end Albrecht.
Super andet gennemløb
Men i andet gennemløb var banen sat til nordmandens fordel, for med flere bløde sving kunne Svindal udnytte sit fantastiske glid i skiene og komme i mål i klart bedste tid.
Den eneste, der kunne true Svindal samlet, var Albrecht.
Det schweiziske stortalent fulgte op på sit første gennemløb og forsøgte at køre lige så aggressivt i andet, men det kostede et par småfejl, og så måtte Albrecht tage til takke med sølvet, slået med næsten et halvt sekund af Svindal.
Det vakte stor jubel hos de mange nordmænd, der havde taget turen til svenske Åre for at støtte op om Aksel Lund Svindal.
Den norske sejr var ikke specielt overraskende, da Svindal fører world cuppen i storslalom.