Fodboldspillere, der bliver udsat for racistiske tilråb, skal ikke forlade banen i protest. Sådan lyder meldingen fra Arsenal-manager Arsène Wenger oven på Tottenhams Europa League-kamp torsdag mod Inter.
Tottenhams Emmanuel Adebayor, der kommer fra Togo, blev angiveligt mødt af abelyde fra tilskuerrækkerne under kampen på San Siro, hvilket efterfølgende fik Tottenhams manager André Villas-Boas til at brokke sig.
Men Wenger advarer spillerne mod at følge AC Milans Kevin Price-Boatengs eksempel fra tidligere på året, hvor han forlod banen i protest ved en lignende episode under en venskabskamp.
- Svaret er ikke bare at forlade banen, siger Wenger ifølge AFP.
- Det ligner et tilbagevendende problem i Italien, når engelske hold spiller der, og det er ikke acceptabelt, mener franskmanden.
Episoden under torsdagens opgør, hvor Tottenham gik videre i Europa League efter forlænget spilletid, er ikke noget enkeltstående tilfælde.
- Men hvis man forlader banen, er der ikke længere nogen kamp. Alle kan begynde at komme med racistiske tilråb, når et hold er ved at tabe. Så er det racisterne, der styrer situationen, argumenterer Wenger.
Arsenal-manageren stiller samtidig spørgsmål ved Uefas rolle i bekæmpelsen af racisme på fodboldbanen, selvom forbundet længe officielt har haft en nultolerance over for racisme.
/ritzau/