Arsenal og Liverpool har svinget gevaldigt både spille- og resultatmæssigt i denne sæson. Onsdag aften spolerede holdene Champions League-ambitionerne for hinanden ved at spille 2-2 i en ægte engelsk herrefight med en masse intensitet på banen.
Det lignede en sikker Liverpool-sejr efter en times spil, da Jordan Henderson bragte gæsterne foran 2-0.
Syv minutter senere havde Arsenal dog både reduceret og udlignet. Olivier Giroud scorede til 1-2 og Theo Walcott til 2-2, og målene kom inden for bare to minutter af hinanden.
I første halvleg var Daniel Agger tæt på at bringe Liverpool foran 2-0, da den danske landsholdsanfører steg godt op på et hjørnespark og fik headet bolden mod mål.
Uheldigvis for Agger stod den tyske landsholdsangriber Lukas Podolski på målstregen og fik forhindret scoringen. Inden da havde Luis Suarez bragt Liverpool foran 1-0.
Selvsamme Suarez var i overtiden tæt på at score til 3-2, men en god målmandsredning kom i vejen. Også Arsenal havde gode chancer for et tredje mål i slutfasen.
Tottenham, som ligeledes kæmper med om Champions League-pladserne, dummede sig en smule, da London-holdet på udebane kun spillede 1-1 mod Norwich. Tottenham var bagud med 10 minutter tilbage. Gareth Bale fik dog udlignet til 1-1.
Everton vandt hjemme 2-1 over West Bromwich Albion i en kamp mellem to hold, der bejler til europæiske pladser. Venstrebacken Leighton Baines scorede både til 1-0 og 2-0 for værterne - det andet mål var på et straffespark.
/ritzau/