Arsenal kunne sent torsdag tage førstepladsen tilbage i Premier League, men med et nederlag hjemme på 0-2 til West Ham bliver Arsenal på andenpladsen.
Liverpool er efter 19 runder - nøjagtigt halvdelen - førerhold med 42 point foran Arsenal med 40.
Arsenal havde ellers chancer nok til at vinde, men West Ham var skarpest på Emirates Stadium.
Hjemmeholdet havde domineret klart i det første kvarter, da West Ham slog til på første mulighed.
Arsenal så skidt ud i egen forsvarszone, og Tomás Soucek kunne score, efter at topscorer Jarrod Bowen lige netop havde formået at holden bolden inde på banen.
I hvert fald officielt. Længe tjekkede VAR-dommerne, om bolden havde været bag baglinjen, men Bowen havde benet i vejen for det, der meget vel kunne have givet beviset på, at bolden var ude. Og målet fik lov at stå.
Til gengæld var der ingen diskussion om målet til 2-0 ti minutter efter pausen. James Ward-Prowse serverede et hjørnespark, som græske Konstantinos Mavropanos headede ind via undersiden af overliggeren.
I den anden ende formøblede Arsenal flere store chancer, og det var forbløffende, at holdet ikke kom på tavlen.
I sidste minut kunne West Ham endda have scoret til 3-0, efter at Declan Rice begik et klodset straffespark. Men Saïd Benrahma misbrugte fra 11 meter i kampens sidste angreb.
Det kunne næppe ødelægge humøret hos David Moyes, der for første gang i 23 forsøg førte et hold til sejr ude mod Arsenal.
Trods resultatet har Arsenal stadig chancen for at springe ind i det nye år som førerhold.
Det sker med en sejr 31. december over Fulham. Liverpool kan nemlig først svare igen 1. januar i mødet med Newcastle.
/ritzau/