Det skulle ske på et tidspunkt, men at Arsenal skulle tabe sin første kamp i sæsonen mod det hårdarbejdende men ikke særlig prangende Middlesbrough-mandskab, havde de færreste regnet med.
Arsenal, der havde Nicklas Bendter med hele anden halvleg, holder trods 2-1-nederlaget på Riverside Stadium fast i førstepladsen, men nu puster Chelsea og ikke mindst Manchester United lige i nakken på London-drengene, som også tabte point til Newcastle midt i ugen.
Dansk vildskud
Alligevel hænger manager Arsène Wenger ikke med hovedet over sit unge mandskab, der efter salget af Thierry Henry ikke var tippet til at være ligaen duks.
»Vi ved, at det bliver en lang sæson, og at det bliver meget tæt. Vi har nu spillet otte hjemmekampe og otte udekamp, og at være foran med et point til Manchester United på det her tidspunkt, hvor de har spillet en udekamp mindre og en hjemmekamp mere, havde vi kun håbet på,« siger han til BBC Sport.
Arsenal var allerede bagud ved pausen, og det fik den franske manager til at sætte Nicklas Bendner på banen på bekostning af kroaten Eduardo da Silva, men den danske landsholdsangriber fik ikke vist, at han er god nok til en startplads i det stærke angreb.
Tværtimod måtte han se til, mens angrebskollegaen Adebayor rystede på hovedet i frustration over et dansk vildskud.
På søndag tager Arsenal i mod Chelsea.