Arsenal har brugt onsdagen på at annoncere kontraktforlængelserne med fem af klubbens unge spillere.
Kieran Gibbs (23 år), Carl Jenkinson (20), Alex Oxlade-Chamberlain (19), Aaron Ramsey (21) og Jack Wilshere (20) har underskrevet nye aftaler med London-holdet, meddeler Premier League-klubben på sin hjemmeside.
De fem spillere har underskrevet "langtidsaftaler", lyder det fra Arsenal uden at komme nærmere ind på længden af kontrakterne.
- Vi er glade for, at disse fem unge spillere alle har underskrevet nye langtidskontrakter. Planen er at opbygge et hold omkring en stærk base af unge spillere, så de kan udvikle deres talent i klubben.
- Jack er klart den mest kendte, lederen af gruppen. Men de fire andre er exceptionelle spillere, og vi er meget glade for, at vi kunne færdiggøre kontrakterne på samme tid, siger Arsenal-manager Arsène Wenger til klubbens hjemmeside.
Næste mand i kikkerten for Wenger er utvivlsomt offensivspilleren Theo Walcott, som har kontraktudløb i sommeren 2013.
Arsenal vil gerne forlænge med Walcott, som dog indtil videre har tøvet.
/ritzau/