Arsenal har besluttet ikke at sende den armenske stjernespiller Henrikh Mkhitaryan med til Europa League-finalen i Baku mod Chelsea.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Det er bekymring for Mkhitaryans sikkerhed i Aserbajdsjans hovedstad, der ligger bag beslutningen.
Klubben forklarer, at den grundigt har undersøgt alle muligheder for, at Mkhitaryan kunne være en del af truppen, men efter at have diskuteret sagen med Mkhitaryan og hans familie, er parterne blevet enige om, at Mkhitaryan skal blive hjemme i London.
- Vi er meget kede af, at en spiller går glip af en europæisk finale på grund af disse omstændigheder, skriver Arsenal på sin hjemmeside.
Arsenal har bedt Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) om garanti for, at det ville være sikkert for Mkhitaryan at rejse til Baku, men klubben og spilleren er altså ikke sikre på, at det vil være sikkert for Mkhitaryan at rejse med.
Europa League-finalen spilles 29. maj i Baku, og der er et spændt forhold mellem Aserbajdsjan og Armenien på grund af konflikten om den armenske enklave i Aserbajdsjan, Nagorno-Karabakh.
Konflikten om Nagorno-Karabak har stået på, siden armenske separatister i 1990'erne tog kontrol over republikken i en krig, der kostede omkring 30.000 mennesker livet.
Forholdet mellem nabolandene er svært betændt og fik også Mkhitaryan til at droppe en udekamp i Aserbajdsjan, da han spillede i Dortmund i 2015.
Mkhitaryan stod også tidligere i årets turnering over i udekampen mod den aserbajdsjanske klub Qarabag.
Aserbajdsjans sportsminister Azad Rahimov har meldt ud, at Mkhitaryan ville få fuld garanti fra regeringen i Aserbajdsjan i forhold til "sikkerhed, visa og alt".
Og tirsdag kom der en ny garanti fra Aserbajdsjans udenrigsministerium.
- Til trods for de vanskelige relationer mellem Aserbajdsjan og Armenien, så kan Mkhitaryan spille Europa League-finalen i Baku, siger Leyla Abdullayeva, talskvinde i Aserbajdsjans udenrigsministerium.
Indtil videre har garantierne ikke været nok for Arsenal og spilleren selv.
/ritzau/