Kort før transfervinduets lukning har den engelske Premier League-klub Arsenal sikret sig markant forstærkning.
Klubben har købt tyske Mesut Özil i spanske Real Madrid.
Det bekræfter Arsenal på sin hjemmeside.
Arsenal har gennem hele sommeren været kædet sammen med store spillere som Gonzalo Higuain, Wayne Rooney og Luis Suarez, men først på transfervinduets sidste dag lykkedes det altså at hente en decideret stjernespiller.
24-årige Mesut Özil kom for tre år siden til Real Madrid fra Werder Bremen.
Det skete, efter at offensivspilleren havde gjort en god figur for Tyskland ved VM i Sydafrika.
/ritzau/