Nigeria skulle bare bruge en hjemmesejr over Zambia lørdag aften, så var nationen sikker på VM-deltagelse i Rusland næste sommer.
Og det lykkedes. Nigeria vandt knebent 1-0 over Zambia, som var den nærmeste rival i kampen om førstepladsen i gruppe B og den direkte VM-billet.
Det var Arsenal-angriberen Alex Iwobi, som sørgede for den enlige scoring efter 73 minutter.
Målet blev sat ind, blot fire minutter efter at Iwobi var blevet skiftet ind.
Nigeria blev det første land fra Afrika, som kvalificerede sig til VM.
Det bliver sjette gang i historien, at Nigeria deltager ved verdensmesterskaberne i fodbold.
Ud over Zambia var også Cameroun og Algeriet med i gruppe B, og de kommer ikke med til næste års slutrunde.
/ritzau/